Det her er et MEGET kendt billede.

Mange har eller har haft det hængende i stuen – i nogle reproduktioner kun en del af billedet – særlig midten så, fingrene der lige akkurat ikke når hinanden.  Det er blevet brugt til at reklamere for alt fra cowboybukser til mobiltelefoner:

Michelangelos freskomaleri fra det Sixtinske kapel af Adams skabelse. I højre side af billedet omgivet af en mangfoldig himmelsk hærskarer af engle og med et imponerende, bølgende langt velplejet gråhvidt hår og skæg svæver Gud den almægtige, Himlens og jordens skaber. Han har strakt sin højre hånd ud. I venstre side af billedet ligger den toptrænede og muskuløse Adam elegant henslængt på en grøn skråning. Adam har næsten lidt dovent rakt sin venstre arm ud. Og i midten af billedet er det punkt, hvor de to netop ikke når hinanden. Guds lange, bydende pegefinger og Adams let bøjede rører lige akkurat ikke hinanden. Det er det tomme rum, der er imellem de to fingre, der skaber billedets dramatik og MYSTIK. OG det åbner op for mange spørgsmål:

Har de lige sekundet før rørt hinanden i skabelsesøjeblikket?

Et billede af menneskets storhed og gudbilledlighed?

Eller prøver Adam og Gud, nu forgæves, at nå hinanden igen?

Er det et billede af Guds og menneskers længsel efter hinanden – efter en mening?

Er det tomme rum mellem de to fingre udtryk for, at de to glider længere og længere fra hinanden?

-

I hvert fald viser Guds bølgende hår, at bevægelsen i billedet driver de to fra hinanden. Gud er sammen med englene på vej ud til højre af billedet. Afstanden mellem de to vil øges.

Det er i det tomme rum - i afstanden mellem Gud og Adam - at Johannes begynder sit evangelium - juleevangelium. Hvad er der, der hvor der ingenting er? Eller, for at blive i Michelangelos billede, hvad er der mellem Gud og Adam?

Der er Ordet, svarer Johannes. Den allerførste sætning i evangeliet lyder: "I begyndelsen var Ordet". Det Ord, som Gud brugte, dengang han skabte ved at kalde alting frem af intetheden: Lys, himmel, hav, sol, måne, dyr og mennesker. Og, fortsætter Johannes, dét Ord blev kød. Det tomme rum blev fyldt ud. I afstanden mellem den almægtige Gud og Adam og hans efterkommere kom der julenat et barn til syne. Et barn, som var af Gud, og som var født af en kvinde. Ordet, meningen, altings grundlag, selve begyndelsen var det barn. Det, som helt fra begyndelsen var usynligt til stede i det tomme rum mellem Gud og Adam, blev synligt julenat, da Maria fødte sin dreng. Det, Gud ville Adam og ville med Adam, det udtrykte og var og gjorde Jesus. Ordet, meningen, altings grundlag, selve begyndelsen er intet andet end den dreng.

"Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt", står der i 1. Mosebog, da de 6 skabelsesdage er beskrevet. "Nej, stop", siger Johannes små 600 år senere, "det passer ikke. Skabelsen blev ikke fuldendt. Det vigtigste mangler: Julen: At Ordet blev kød og tog bolig i blandt os og vi så hans herlighed.

Først da er skabelsen fuldendt, siger Johannes. For det er først da, vi kan se og høre, erfare, tro og håbe, at i det tomme rum - i afstanden mellem Gud og menneske - er ikke ingenting, men alting: Ny mulighed, ny begyndelse, liv og lys.

I afstanden mellem Gud og menneske er ikke tomhed. Der er derimod ny mulighed, ny begyndelse, liv og lys. For der er Guds vilje til at nå sit menneske.

Her sker det afgørende: Han, der ubegribeligt og før alle tider er Gud af Gud, lys af lys, steg ned fra himlene og blev menneske. Det er midtpunktet. Et punkt, svarer til midtpunktet hos Michelangelo med det tomme rum mellem de to fingre. Det er der, det sker.

"Han steg ned og blev kød; blev menneske". Det er jul. At Gud satte handling bag sin vilje til at nå sit menneske.

Når det sander til bag os; når tåger lukker for udsynet frem ad; når vi sidder fastlåste og fanget af det, vi fortrød, det vi ikke nåede, det vi aldrig skulle have gjort, det, der gik i stumper og stykker mellem vores fumlende og ødelæggende hænder, så ligger der et barn i en krybbe – så står der en mand på et bjerg – så sidder der en engel i en tom grav og siger: Rejs dig op. Stå op. Til ny mulighed og ny begyndelse.

Sådan er det, for sådan er Gud. Gud vil sit menneske. Altid.

I kirkeåret har vi lige fejret påske – en fejring af at mørket ikke greb det - ikke greb ham.  

Og her mellem påske og pinse åbnes der videre op fra det ene tekststykke efter det andet fra netop Johannesevangeliet. Især Jesu taler – til disciplene. Han ved, at deres ”hjerter er fyldt af sorg” over den kommende adskillelse. Han trøster dem ved at sige, at hans bortgang er det bedste for dem ”For går jeg ikke bort, vil talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise jer om hele sandheden (Helligåndens komme – pinse). Det er lange taler og afskedsord med disciplene – han taler og taler og taler til dem. Det befæstede båndet mellem dem. De skilles ikke bare. De tager afsked hen over adskillelsen. Afskeden forlænger samhørigheden. Ordet fastholder.

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple” - Hvis I bliver – det betyder nu også: ”at tage ophold, bo” – så altså en anden oversættelse giver mening: ”Hvis I tager ophold, bor i mit ord, er I sandelig mine disciple”.

Man kan opholde sig i forskellige ord:

Der er de frygtsomme, forsigtige ord - ”hvad nu hvis…, det bekymrer mig” –  eller de ”skamfulde”- ”bare ingen opdager.. hvordan kunne jeg..” Når vi opholder os i de ord, så indsnævres rummet omkring os. Der er lavt til loftet. Gardiner kan være trukket for.  – og ja, man vover sig nødigt længere væk, end man kan være hjemme igen. Ord sagt af nogen – af andre har måske ansporet til det og kører så i gentagende i ring og ring: hårde, sårende ord – ”skæld ud ord”. Som et barn i et radiointerview engang sagde: ”At få skældud er som at blive slået med ord.”            ELLER

Man kan opholde sig i de trøstende, omsorgsfulde ord. Det er dem, der siger: ”skal jeg hjælpe… vil du hellere … du skal se i morgen…”. Opholdet i de ord skaber lune rum, hvile – idyl og fristed, se f.eks. en hyggelig stue med en varmende pejs, gode hjemmestrikkede sokker og tæpper og så med småsprossede vinduer for jer, her deles verden udenfor op i mindre, overkommelige bidder. Hyggelige, rolige boliger, som det er godt at hvile sig i og samle kræfter i.. sådanne rum er fyldt af minder, ekkoer af gode, livgivende ord fra andre også til en – fra en som måske er død og borte men hvis ord stadig varmer igen og igen – fordi det er ord, meddelelser man har kunnet tage til sig og lade sig bygge op af.

Der er også de store ord. De ord, der dømmer og bedømmer: 12-talspiger – curlingforældre – livsforpustede ældre – nå-generation - ældrebyrden – masser, masser af alders- og al muligt andet diskriminerende ord er vi er omgivet af hver eneste dag. Alle med forskellige meninger og betydninger – og ikke altid lykkes kommunikationen med dem – men ud når de og kan ramme skingert, slående, stærkt. Opholder man sig i de ord, er det som at være i en stor, tom sal med hårdt gulv og bare vægge. Det runger og ens egne skridt giver genlyd – man kan forsvinde og blive væk for sig selv i de ord.

-

MEN så er der jo altså også Jesu ord.

Dem kan man også opholde sig i – flytte ind i en stund. Til enhver tid. OG når man gør det, så sker der noget i samme øjeblik man tager ophold i dem, er man noget, man ikke var før. Muligvis godt men ikke nok at være efterkommer, ældre livserfaren medborger, dygtig skoleelev, trofast ægtefælle, hengiven mor og far – og så er der muligvis grund til ængstelse og brug for trøst – der kan godt være noget at skamme sig over, og ting, man kan dømmes for. Men det er bare intet af det, som siger, hvem man er og hvad man kan. For opholder man sig i Jesu ord, så er man discipel, siger han. ”Hvis I bliver/tager ophold i mine ord, så er I sandelig mine disciple”.

Så er man det det, man er. Og så er det det man kan. Trods frygtsomhed, skam, andres eller ens egen dom, trods solid baggrund og fornuftig tøj – ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple og I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie”.

I Johannesevangeliet er sandhed ikke ensbetydende med det korrekte svar på livets gåder og ubesvarede spørgsmål. Sandhed her har derimod noget at gøre med, hvordan man ser – indser. Indser hvor højt til loftet der i virkeligheden er. Mere end det. Sandhed her er at kunne se, som Gud ser.

Så når man opholder sig i Jesu ord og derved lærer sandheden at kende, så betyder det altså ikke, at man får forklaringer og svar. Men man får øje for noget – øget opmærksomhed – man ser og indser noget. Man opholder sig i et ord, som får væggene til at forsvinde, taget løfter sig, man kan svæve frit ud i verden. Og se, at den er Guds – for man kan se, at himlen ikke ét eneste sted slipper jorden.  Det ligner fuldstændig den verden, Gud elskede, således at han gav sin Søn. Og sønnen gav sit liv og derfor er det liv nu her i den verden, som han gav det til.

Så NU er det os, der må forlade de trygge, de små, de tomme rum for kunne gå med ud i alle de andre – Tage ophold i en uventet samtale eller i en salmes underlige ord – for evigt blomstrer ordet.

At opholde sig i Jesu ord og være discipel er at slå sig ned for en tid ved et køkkenbord, ved en nabos hæk, ved et sygeleje, på en bænk på torvet, på en klittop – en kirkebænk. Dele tid, lytte, spørge, blive forstyrret, overrasket, rystet, klogere… Eller måske bare helt enkelt blive glad! (! Som et forundringstegnJ)

Kærlighed tvinger – tvinger ikke til at være ligeglad. Det ved den, der har haft et barn, der skreg om natten, en teenager der lukker sig inde på sit værelse, en syg kæreste eller syg ægtefælle – eller en ulykkelig ven. Kærligheden tvinger, så man ikke kan være ligeglad med den andens frygt, ulykke, sårbarhed eller dumhed. Man bliver nødt til at stå op, stå bi, dele tid, sige imod. Det er ikke et valg, man foretager og derfor står den anden heller aldrig bagefter i taknemmelighedsgæld. Det er at være sammen i afmagt. Turde stirre den lige ind i øjnene. Være med til at holde mod og håb oppe – og så er det en styrke. Aldrig en svaghed. For det var kærligheden, der tvang – fordi kærligheden aldrig kan være ligeglad. Kristi kærlighed tvinger – gør os virkelig frie; så vi får øje for, at verden og de andre og vi selv er Guds. Så er vi fri for at hævde os selv, fri for at se de andre som vores modstandere, der vil snyde, udnytte og latterliggøre os. Vi er fri for at leve i små frygtsomme isolationsceller. At blive i Jesu ord er en evig bevægelse ud og nærme sig andre og verden i ét. Det er tro og håb – eller som Dy Plambeck (hør hende i ”Tal til mig” på P1) skriver i en ny salme: ”Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig. Her er en fremtid. Her er liv. Han er på vej - Se snefnug ligner noder i en symfoni - Jeg ser på himlen over det, jeg lever i” – jeg kunne ikke være mere enig, så derfor:          Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Dette hellige evangelium til 4. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Joh 8,28-36

 

 

Tryk her og hør salmen i et slideshow, med tekst, så du kan synge med

 

 

Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.

Mel.: Waldemar Åhlén 1933

 

1. Det dufter lysegrønt af græs

i grøft og mark og enge.

Og vinden kysser klit og næs

og reder urtesenge.

Guds sol går ind

i krop og sind,

forkynder, at nu kommer

en varm og lys skærsommer.

 

2. Hør fugletungers tusindfryd

fra morgen og til aften!

De kappes om at give lyd,

der priser skaberkraften.

Hvert kim og kryb

i jordens dyb

en livsfryd i sig mærker

så høj som himlens lærker.

 

3. Se, blomsterflorets farvepragt

gør alle ord forlegne.

Kong Salomon i kroningsdragt

misundeligt må blegne!

Alt smukt, vi ved,

al kærlighed,

den mindste fugl og lilje

er, Gud, din skabervilje.

 

4. Ja, du gør alting nyt på jord,

en sommer rig på nåde.

Men klarest lyser dog dit Ord

af kærlighedens gåde.

Alt kød må dø,

hver blomst blir hø.

Når vissentørt står floret,

da blomstrer evigt Ordet.

 

5. Ja, Jesus Kristus er det Ord,

der skaber liv af døde,

så ny blir himmel, ny blir jord,

en verden grøn af grøde.

Kom, Jesus, snart,

og gør det klart:

den morgenstund, du kommer,

da gryr en evig sommer.