Voll - genoprettelse af minde
På Oksby kirkegård.
Den 16. juni 1939 døde den tyske billedkunstner Christoph Voll i Karlsruhe kun 41 år gammel. Han blev efter eget ønske begravet på Oksby kirkegård, hvor også hans danske hustru Erna senere blev begravet. Om sin mands ønske om at blive stedt til hvile i Oksby fortæller hun i et interview i Berlingske Tidende i 1948 følgende:
”Vi havde tilbragt herlige ferier ved Vesterhavet, og en dag for år tilbage, gik vi over Oksbys lille vindblæste kirkegaard og så en åben grav i det fineste hvide sand. "Her kunde jeg lide at blive begravet engang" sagde Christoph - "i det smukke lysende sand ud mod det åbne hav, hvor vinden evigt synger i de gamle fyrretræskroner”.
Og sådan blev det!
Voll var en af mellemkrigstidens største tyske billedhuggere, men blev stemplet som ”degenereret” af Goebbels og Hitler, hvis regime langsomt og systematisk nedbrød den produktive kunstner. Efter Anden Verdenskrig gik han ufortjent i glemslen. Nu er der igen international interesse for Volls vitale skulpturer og tegninger. Gravstedet i Blåvand blev desværre sløjfet, men der findes heldigvis en del billeddokumentation fra parrets gode besøg i Blåvands- og Oksbølområdet. Familien nåede i 2018 i sidste øjeblik at redde parrets gravsten fra knusning.
Vi arbejder i øjeblikket sammen med familien på at få genetableret gravstedet og fortælle om Voll og hans værker. Derfor er vi interessererede i alle former for oplysninger, der kan gøre os lidt klogere på Volls forhold til Blåvandområdet. Familien har endvidere velvilligt stillet en Christoph Voll-skulptur til rådighed for stedet.
Hvis du ved noget om Christoph og Erna Volls relationer til vores egn, så kontakt Bent Peter Larsen på tlf. 23 98 13 74 eller mail bentpeterlarsen@gmail.com
Vil du vide mere om Christoph Voll, kan du læse mere i artiklen:
”Hans liv var fuldt af sten” skrevet af Jesper Vind Jensen HER (tryk)